Tobias Dybvad

Episode 35

Soeren Le Schmidt

I episode 35 tager vi på en rejse gennem Soeren Le Schmidts karriere, og undersøger modebranchen med Soerens øjne. Han fortæller om det tidlige møde med kreativitet, alle de bagvedliggende udfordringer ved at være selvstændig og starte sit eget brand, hans holdning til Copenhagen Fashion Week, og hvordan arbejdslivet har ændret sig, efter at han er blevet far.

Du kan få en notifikation, når vi poster nye episoder ved at følge os der, hvor du lytter til podcast!


Skrædder og designer

Den Nye Standard har i denne episode besøg af Soeren Le Schmidt, der er skrædder, designer samt founder af brandet med samme navn. Soeren er blevet inviteret i studiet til en samtale om modebranchen, det at udfordre kreativiteten, work-life balance og hvordan man skaber succes som designer i Danmark.

Soeren fortæller, at han er meget målrettet og dedikeret, og altid arbejder hurtigt og udnytter alle timer i døgnet. For Soeren er hans arbejde også en passion og hobby, og netop derfor bliver han aldrig træt af det han laver. For ham er det vigtigt, at kunderne føler sig hørt og set, og han nyder at skabe designs, der er skræddersyet til den specifikke kunde. For Soeren har det vigtigste altid været at skabe en unik oplevelse for kunden frem for at masseproducere sit design.

Det første møde med kreativiteten

I episoden tager Soeren os med på en rejse fra det første møde med kreativiteten til hans nuværende succesfulde karriere som en af Danmarks hotteste designere. Som seksårig syede Soeren sit første jakkesæt, som han stadig har hængende på kontoret den dag i dag. Han fortæller, at bedsteforældrenes systue blev forvandlet til et sandt mekka, hvor Soeren som dreng kunne dyrke sin kreativitet og udvikle sig. Soeren uddyber, at han som dreng voksede op i en familie fyldt med kærlighed og plads til at eksperimentere. Det at være den finurlige og skøre dreng i Vestjylland, der havde en anderledes fritidshobby end de øvrige jævnaldrende drenge, var derfor aldrig et problem. Soeren har altid været af den overbevisning, at så længe man hviler i det, man laver, er andres holdninger ligegyldige.

Og netop det med at holde fast i det kreative er noget, som Soeren mener, at det danske skolesystem burde blive bedre til at hylde. Ifølge Soeren burde samfundet give børnene bedre forudsætninger for at dyrke deres kreativitet og holde den ved lige.

“Det at designe er nemt, det er alt det andet i at være selvstændig som er det svære”

Soeren fortæller, at han selv er uddannet skrædder, fordi interessen altid har ligget i konstruktion. Som nystartet brand opdagede Soeren, at hans streg var meget grafisk, arkitektonisk og minimalistisk. Dette, ifølge ham selv, har været med til at kickstarte hans succes, da det var nyt på den danske modescene i forbindelse med rød-løber design. Soeren uddyber, at han valgte at uddanne sig som skrædder frem for designer, fordi han med det rigtige håndværk på plads lettere kunne tage alt fra hinanden og designe ud fra de håndværksmæssige regler.

Før Soeren startede sit brand op i 2018, valgte han at læse første del af uddannelsen som handelsøkonom for at stifte bekendtskab med erhvervsjura og erhvervsøkonomi – områder, som han vidste ville blive relevante som selvstændig. Soeren uddyber, at han i dag har et team af dygtige mennesker omkring sig, der står for alt det, der følger med ved at være selvstændig, så han kan fokusere på sine stærke kompetencer: at være skrædder og designer.

“Fælleskalender er guds gave til parforholdet”

Samtalen fører os videre til emnet work-life balance. For Soeren har arbejdsugen nemlig ikke altid set ud, som den gør nu. Han fortæller, at inden han blev far, arbejdede han hver weekend, fordi det var lettest for kunderne. I dag, hvor han er blevet far, er der dog andre prioriteringer, der er vigtigere. Soeren uddyber, at han og konen hver søndag laver en vagtplan over ugen for at planlægge egen tid og fælles tid. På den måde får de livet til at gå op i en højere enhed hos familien Le Schmidt. Soeren fortæller, at han er så glad for fælleskalenderen, at han omtaler den som Guds gave til parforholdet. På den måde kan de skabe struktur og planlægning både i det private liv og i arbejdslivet.

For Soeren er der ingen tvivl om, hvilken prioritering der er den vigtigste. Hans familie er det vigtigste, og han tager derfor heller ikke store projekter ind, uden at det er i sync med konen. Soeren uddyber, at han elsker det, han laver, og at han er privilegeret, da hans hobby er hans arbejde og at det betaler huslejen. Derfor har han også altid været glad for at tage på arbejde, men det er vigtigt for ham at være 100% til stede derhjemme, og derfor får computeren også lov til at blive på arbejdspladsen ved lukketid.

HØR OGSÅ