Anne Stampe

Episode 28

Anne Stampe

I episode 28 har vi besøg af co-founder af Nordic Female Founders og professionel investor, Anne Stampe. Anne er blevet inviteret i studiet til en samtale om mindet og iværksætteri.

Du kan få en notifikation, når vi poster nye episoder ved at følge os der, hvor du lytter til podcast!


Professionel investor og co-founder af Nordic Female Founders

I denne episode af Den Nye Standard har vi besøg af Anne Stampe, som er medstifter af Nordic Female Founders og professionel investor. Anne er blevet inviteret i studiet for at tale om mindset og iværksætteri i Danmark.

Anne begynder med at fortælle, at hun hader at beskrive sig selv, men at hun generelt lever et ganske almindeligt liv ligesom andre kvinder på 39 år med mand og børn. Senere i episoden uddyber Anne, at hvis hendes investeringsportefølje skulle beskrive hende, ville de fremhæve, at hun er ekstremt struktureret og har indgående kendskab til alle Nordic Female Founders’ cases. Strukturen og familielivet er gennemgående vigtige faktorer i Annes personlige og professionelle liv og påvirker hendes syn på kvindeligt iværksætteri.

Starten på et kvindefællesskab

I denne episode tager Anne os med på en rejse fra ideen om at stifte et netværk for kvindelige iværksættere, til at blive professionel investor og rollemodel, og endelig til i dag at have indført begrebet “Anne Stampe-damerne”. Anne Stampe og Mia Wagner grundlagde Nordic Female Founders i 2020 med visionen om at skabe større diversitet i det danske iværksætterlandskab.

Anne fortæller, at hun gennem sit arbejde i Freeway mødte mange iværksættere og oplevede de uretfærdigheder, der ofte rammer kvindelige iværksættere i Danmark. I dag har Nordic Female Founders skabt et center og et fællesskab for kvindelige iværksættere i Danmark, hvor de kan opnå viden og sparring gennem netværket og fra professionelle investorer. Anne understreger, at årsagen til at Nordic Female Founders fokuserede på kvinder i deres navn, var for at skabe en stærk identitet, da de skulle trænge ind på markedet. Men ifølge Anne er modige mænd lige så velkomne i fællesskabet som kvinder.

“Anne Stampe damerne”

Samtalen om Nordic Female Founders fører os ind på emnet om kvindelige iværksættere. I Danmark er antallet af kvindelige iværksættere betydeligt lavere end i Sverige og Norge, hvilket Anne mener skyldes mangel på kvindelige rollemodeller og netværk.

Ifølge Anne føler mange kvinder, at de ikke er dygtige nok, og de er derfor ofte mere usikre og mindre risikovillige. Hun fortæller, at dette, kombineret med den høje sikkerhed i den offentlige sektor, gør at kvindelige iværksættere i gennemsnit er 38 år gamle, idet de ofte føler behov for at etablere en sikker base, før de begiver sig ud i iværksætteri. Anne mener, at det er vigtigt, at vi som samfund fremhæver kvindelige iværksættere og motiverer unge kvinder til at frigøre sig fra perfektionismekulturen, og turde tage chancer og fejle.

“Anne Stampe damerne” er et begreb, som Anne har skabt som et modsvar til den stereotype iværksætter, der har været fremherskende i mange år. Hun mener, at det er vigtigt at understrege, at man kan være både iværksætter og et fuldt fungerende menneske. Anne uddyber, at iværksætteri for hende optræder på forskellige niveauer, og hun afslutter ved at citere Jesper Buch: “Man er en succesfuld iværksætter, når man kan tjene sin egen løn”.

Et struktureret mindset

For Anne er det essentielt at prioritere struktur og sundhed for at sikre, at hendes hverdag fungerer optimalt. Hun fortæller, at for at præstere og være i stand til at opretholde et højt tempo, er hun nødt til at sikre, at kroppen fungerer på sit bedste. Derfor har hun en række regler og ritualer, der blandt andet omfatter faste sengetider, sund kost og daglig motion. Anne fortæller, at hendes løbeture er et frirum, og hvis hun har klare mål for, hvad hun skal, kan hun opretholde et højt tempo i længere tid.

HØR OGSÅ